BurgerClose

Materialelære

Murværkets egenskaber er afhængige af flere faktorer, ikke mindst hvilke mursten og hvilken mørtel, murværket er opført af.

I de efterfølgende afsnit beskrives generelle forhold og typiske værdier for en række egenskaber.

Elasticitet

Styrkepåvirkning
Når murværk udsættes for lodret tryk vil der ske en sammentrykning i lastens retning samtidig med en udvidelse vinkelret herpå. Tøjningerne sker i både sten og mørtel, men når mørtlen er den mindst stive, vil den udvide sig mere i tværretningen end stenene.

Det medfører, at fugerne under voksende lodret last vil påvirke stenene med trækkræfter i tværretningen, og hvis trækstyrken overskrides, vil der opstå lodrette revner i stenene. Den spænding, hvorved de første sten begynder at revne, kaldes revnespændingen. Den vil altid være mindre end brudstyrken, der først indtræffer, når revnedannelserne har nået et vist omfang.

I tilfælde hvor mørtlen har en stor stivhed i forhold til stenene, kan mørtlen forhindre tværudvidelse af stenene og derved hæmme dannelsen af revner, indtil trykket fra studsfugerne bliver så stort på de svagere sten, at de klippes over. Også i dette tilfælde vil murværkets brudstyrke være større end revnestyrken.

Murværks styrke er således foruden af stenenes og mørtlens trykstyrker afhængig af stenenes trækstyrke og af stenenes og mørtlens indbyrdes stivhedsforhold - og adhæsionen mellem mørtel og sten.

Mursten kan have en så stor sugeevne, at mørtlen ikke alene mister det vand, der er nødvendigt for hærdningen, men den mister også hurtigt sin smidighed.

Andre faktorer
Af andre faktorer kan nævnes, at stenene må have regelmæssig form og mål, og at fugetykkelsen bør være så lille og ensartet som mulig. Rent muretekniske forhold sætter dog en grænse for, hvor langt man kan gå ned med fugetykkelsen. Endvidere spiller forbandtet i murværket en rolle, og endelig skal det nævnes, at arbejdets udførelse i alle tilfælde vil være Jn af de faktorer, der har størst indflydelse på murværkets styrke.

Murværks elasticitetstal er - foruden af murværkets alder - afhængig af elasticitetstallet for såvel mørtel som sten, og da disse tal varierer stærkt med mørtel- og stentype, vil den eksakte værdi for elasticitetstallet for murværk af en bestemt mørtel og en bestemt type sten kun kunne fastsættes ved at bestemme murværkets trykarbejdslinie.

Deformation

Den første deformation i murværk indtræder allerede under opførelsen i form af en sammentrykning - sætning - afhængig af den anvendte mørtel og af liggefugernes tykkelse og antal, idet mørtlen trykkes noget sammen ved den stadige øgning af lasten, som i almindeligt boligbyggeri hovedsagelig hidrører fra bygningens egenvægt.

Af målinger foretages i Sverige og Danmark fremgår, at man pr. etage kan regne med sætninger på 4-6 mm for vægge muret i K-mørtel, og de foretagne undersøgelser synes at vise, at selv ved anvendelse af muremørtel med meget lav styrke er sætningerne så små, at man kun ved sammenbygning af gammelt og nyt murværk behøver at tage hensyn til dem.

Svenske målinger af sætninger i vægge muret i KC-mørtel viser, at disse sætninger er af samme størrelsesorden som i betonvægge, når der yderligere tages hensyn til betonens krybning, og når begge vægtyper udsættes for normale spændinger.

Murværks svind og krybning i lodret retning er uden betydning, og i vandret retning vil et eventuelt svind i fugerne hæmmes af stenene.

Rumfangsbestandighed

Teglstensmurværks svind og svulmning med vekslende vandindhold kan regnes højst at være af størrelsesordenen 0,1 mm/m.

Vandgennemtrængelighed

Udsættes en mur for påvirkning af kraftig slagregn, er der en vis risiko for, at vandet passerer væggen gennem fugerne, gennem murstenene eller gennem både fuger og mursten.

Ved utallige undersøgelser er det imidlertid fastslået, at den dominerende årsag til en ydervægs manglende regntæthed er mangelfuldt udfyldte studsfuger, og dette gælder, hvad enten væggen er af massive sten eller mangehulssten.

Det er vigtigt, at et stykke murværk mures med fyldte fuger, og en betingelse herfor er ikke alene, at den håndværksmæssige side af sagen er i orden, men også, at mørtel og sten har sådanne egenskaber, at betingelsen for godt murerarbejde er til stede.

Hvis f.eks. mørtlens vandholdeevne er ringe og stenenes sugeevne stor, vil mørtlen miste sin smidighed så hurtigt, at sammenhængen mellem sten og muremørtel ophæves, hvis stenene skubbes eller bankes på plads blot få sekunder efter anbringelsen i murværket. Det er endvidere en betingelse for, at en ydervæg er regntæt, at muremørtlen indeholder den normerede mængde bindemiddel.

Man kan ikke gå ud fra, at en studsfuge, der ikke er tilstrækkelig fyldt med muremørtel, kan gøres regntæt ved en almindelig fugning, bl.a. af den grund, at det ikke er muligt at komprimere fugemørtlen tilstrækkeligt, hvis studsfugen er delvis tom.

Diffusionsåbenhed

Som nævnt under menupunktet, kondensation, vil der i nutidens boligbyggeri med tegl normalt ikke være fare for fugtskader på grund af kondensation af vanddamp på bagmurens inderside.

Men i moderne boliger, hvor det naturlige luftskifte på grund af de forholdsvis tætte vinduer, de ofte meget tætte etageadskillelser og tage samt de ændrede opvarmningsmetoder (centralvarme i stedet for kakkelovn) er betydeligt lavere end i de ældre boliger, er man, selv om det dominerende luftskifte stadig sker gennem utætheder ved vinduer og døre, blevet klar over, at ydervæggens diffusionsåbenhed kan spille en vis rolle for boligklimaet; men af særlig interesse er det, at der i mange af de nyere ydervægstyper, der ofte indeholder såvel meget porøse som meget diffusionstætte lag, kan være fare for kondensation inde i selve vægkonstruktionen.


Har man mistanke om, at en sådan kondensation vil kunne finde sted, er det tilrådeligt at foretage en beregning af væggens diffusionstæthed.

Den omtalte form for diffusion af vanddampe, der normalt foregår gennem alle typer af ydervægge af tegl i boliger, vil ikke have indflydelse på væggens egenskaber, når formuren er ubehandlet.
Gives formuren derimod udvendigt en behandling, der bevirker, at diffusionen gennem murens overflade nedsættes betydeligt, kan vandindholdet i grænselaget mellem tegl og overflade i visse perioder i vinterhalvåret blive så højt, at der i frostvejr bliver mulighed for afskalninger.

Lufttæthed

Arbejdets udførelse og væggens overfladebehandling med puds, maling, tapetsering osv. spiller en afgørende rolle for lufttætheden i en teglvæg.
Til orientering om, hvor store luftmængder, der kan trænge gennem en teglvæg, kan det oplyses, at man i Sverige har udført en række forsøg med flere forskellige vægtyper af tegl.
Væggene prøvedes ved forskellige tryk, og ved en trykforskel mellem væggenes sider på 1 mmHg (= 136 Pa), der svarer til vindtrykket vinkelret på en flade ved en vindhastighed på 14,7 m/sek. (kuling), varierede luftgennemtrængeligheden fra ca. 0,25 m3/h m2 for en 350 mm væg, der var pudset på begge sider og opmuret af mangehulssten, til ca. 4,5 m3/h m2 for en 228 mm væg, der var upudset.
For en almindelig 350 mm væg, der var pudset på indersiden og fuget på ydersiden, fandtes ved den nævnte trykforskel på 2 mmHg en luftgennemtrængelighed på ca. 0,8 m3/h m2.
Trykforskellen på 1 mmHg ligger betydeligt over, hvad der normalt forekommer i praksis, og en teglvægs andel i den totale ventilation i en bolig er meget ringe.

Det skal dog understreges, at opmuring med fyldte fuger er en forudsætning for, at teglvæggen overholder kravene til tæthed.

Læs mere om tæthed og Bygningsreglementets krav her.

Varmekapacitet

Tunge materialer har stor varmeakkumuleringsevne, medens lette materialer har lille varmeakkumuleringsevne. Et hus med tunge materialer udnytter derfor bedre end et let hus varmen fra solindfald gennem vinduer og glasdøre. Varmen kan oplagres i de tunge bygningsdele og afgives på et senere tidspunkt.

Murværks varmefylde og varmekapacitet er større end for de fleste andre gængse vægtyper, og dette bevirker, at man undgår pludselige temperatursvingninger i en bolig med teglvægge, hvis opvarmningen pludselig afbrydes, eller udetemperaturen pludselig ændres.

Varmefylden ligger for de fleste tunge byggematerialer i området 0,9 - 1,0 kJ/kg·K.

Akustik

Den lyd, der trænger ind i eller opstår i et rum, kan dæmpes ved anvendelse af lydabsorberende materiale. At et materiale er lydabsorberende betyder, at det absorberer en væsentlig del af energien i en lydbølge, der rammer dets overflade.

Denne egenskab har vægge opmuret af akustiksten eller mangehulssten på kant vist sig at være i besiddelse af, og i talrige lokaler - såvel store som små - er sådant murværk i forskellige udformninger og forskellige tykkelser anvendt med godt resultat til akustisk regulering.

(Murværks lydabsorberende egenskaber er behandlet i Tegl 26, Tegl og akustik).

Sitemap