Isoleringsmaterialer

Der kan anvendes mange forskellige typer isoleringsmaterialer i hulmuren. En oversigt gives i tabellen her. Leveringsformen kan være hård (plader), blød (fiberbatts, som kendt fra mineraluld), løsfyld eller opskummet in situ.

Materialet kan være uorganisk (mineraluld, letklinker, perlit, vermiculit, celleglas etc.), plast eller polymer (PEF, PU, EPS, XPS, PUR, PIR, PF), eller andre organiske materialer (træuld, træfibre, papirisolering – cellulosefibre, mm)

Det er langt fra alle kombinationer af leveringsform og materiale, som er gængse. Men da nye isoleringsmaterialer til stadighed kommer på markedet og afprøves som hulmursisolering, gives her en oversigt over harmoniserede tekniske dokumenter (standarder og EAD’er), som er gældende, og som produkter kan CE-mærkes efter.

I tabellen er angivet harmoniseret standard eller EAD, standardens navn – hvor produktet fremgår – og hvilken leveringsform og type materiale der er tale om.

Isoleringsmaterialer skal først og fremmest isolere, og derfor er deres isoleringsevne – lambda-værdi (λ₁₀) altid dokumenteret. For produkter som er CE-mærkede efter en harmoniseret standard, som nævnt i tabellen nedenfor, kan man umiddelbart sammenligne λ₁₀-værdien. Jo lavere λ₁₀-værdi, jo bedre isolerer produktet pr. mm tykkelse, som indbygges.

Der er imidlertid fordele og ulemper ved de forskellige leveringsformer og materialer i forhold til praktisk anvendelse i hulmure, som er nødvendige at tage i betragtning.

Leveringsform

Generelt gælder, at isoleringsmaterialet skal monteres uden sprækker, og tæt ind til bagmuren. Hvis luften kan bevæge sig gennem isoleringen pga. utætheder og sprækker, så falder isoleringsevnen betydeligt. Hårde isoleringsmaterialer kan derfor være mere krævende at montere uden sprækker, og tæt til bagmuren. Hårde isoleringsmateriale bør altid monteres i 2 lag, hvor samlingerne er forskudte, både vandret og lodret Nogle pladematerialer leveres med et lag blød mineraluld på bagsiden, som gør det mindre problematisk at montere hårde materialer tæt til bagmuren.

Bløde materialer og løsfyld er generelt velegnede til at fylde uregelmæssige hulrum, f.eks. ved efterisolering, effektivt. Løsfyld kan for nogle typers vedkommende have en tendens til at ”sætte sig” så der må efterfyldes. Herudover vil mørtelspild og teglrester i hulmuren kunne hindre effektiv udfyldning af hulrummet. Der kan således forekomme områder, hvor der ingen isolering er. Dette vil i særlig grad omfatte den nederste del af hulmuren.

Isolering som opskummes direkte i hulrummet vil også effektivt udfylde hulrummet. Der er dog den samme risiko, som ved løsfyld, for at opskumningen ikke er lige effektiv alle steder, således at isoleringsevnen vil variere i praksis. Endvidere bør man i et genanvendelsesperspektiv overveje, at konstruktioner med opskummet isolering ved nedrivning ikke kan udsorteres i rene materialer.

Materialer

Alle uorganiske isoleringstyper er velegnede til hulmure, hvor der er en vis risiko for at fugt trænger ind, da de ikke nedbrydes af fugt. Våd isolering vil dog altid have en væsentligt nedsat isoleringsevne.

Plast- og polymer-isolering kan være fugtfølsomme, og det kan være nødvendigt at udføre konstruktionen med en ventilationsspalte mellem facademur og isolering – følg leverandørens anvisning. For nogle typer af plast- og polymer-isolering skal der isoleres med brandfast isolering langs åbninger.

Organisk isolering som træ- og papirfibre er typisk overfladebehandlede for at sikre mod råd og brand. Se leverandørens vejledning for eventuelle særlige krav til indbygning.

Særligt om papiruld i slagregnsudsatte hulmure

Papiruld frarådes anvendt i hulmure, der er udsat for slagregn, jf. BYG-ERFA (21) 11 12 27 Efterisolering af hulmur – forundersøgelser og forudsætninger, samt Byg og Byg Anvisning 207, SBI 2003.

Opdateret 2021-02-16