Der står i murerhåndbogen at udkradsning og fugning er den sikreste måde at opfylde holdbarhedskravet for fugerne.
Det betyder, at man godt kan lave fugen helt korrekt og i samme kvalitet ved at færdiggøre den under opmuring - der er blot større risiko for, at arbejdet ikke bliver forskriftsmæssigt.
Man kan også sige det sådan, at en arbejdsbesparelse ved at opmure med færdig fuge bør afvejes med et tættere tilsyn med arbejdes udførelse, og mulig omfugning af partier.
Risikoen er især, at fugen ikke bliver trykket, mens mørtlen er plastisk. Det giver revner mellem sten og fuge.

Ikke umiddelbart. Styrkeparametrene i Eurocode 6, DS/EN 1996-1-1:2006 er kun gældende for murværk med minimum en ¼ stens forbandt. Er der kun tale om et meget lille område (fx 3 skifter i begrænset længde, kan murværket konservativt dimensioneres ved at forudsætte, at det pågældende område er en åbning uden styrke). Alternativt kan indlægges armeringsjern i liggefugerne i fx hvert 3. eller 4. skifte. Ved dimensioneringen eftervises, at bøjningsbæreevnen er tilstrækkelig.

Undgå så vidt muligt afsyring om vinteren.

Afsyring må ikke foretages, hvis der er risiko for at murværket udsættes for frost, mens det endnu er opfugtet; dvs. at afsyringen skal udsættes, indtil den kan foretages uden risiko for frostskader.

Herefter skal de normale anvisninger for afsyring og de normale vinterforanstaltninger følges.

En passende størrelse vil være diameteren på binderen.
Principielt kan man forudsætte hvad som helst, blot det kontrolleres ved tilsynet og blot det eftervises, at binderens bæreevne er tilstrækkelig.

Svaret er for omfattende og der henvises i stedet til videndatabasen.

·                 Når hjørnet udføres uden dilatationsfuge

·                 Når hjørnet består af et vægfelt med en længde større end 7 m eller

·                 Når bagvæggen udføres af et materiale, hvori der kan forventes svind

Placeres binderne for tæt på hjørnet, kan der opstå lodrette revner nær hjørnet.Er binderen indsat i et materiale hvori forankringsstivheden er mindre end 0,5 kN/mm reduceres risikoen for revner i den udvendige væg. Dette kan være tilfældet for fx porebeton.

I de tilfælde hvor binderen ikke bøjes ind til væggen og tilbage igen.

I fuldmurede konstruktioner vil man sjældent mure for- og bagmur op samtidig, men mure bagmuren op først og bøje binderne ind, indtil formuren skal mures op. I sådanne tilfælde vil binderen også være bøjet.

For letklinkervægge er binderne bøjet ind ved leverancen. Disse skal også regnes som bøjet.

Ja. Binderen må gerne have fald fra bagmur til formur, når blot en eventuel afvigelse fra den rette form tages i regning. En afvigelse fra vandret har i praksis ingen betydning for bæreevnen, når blot binderne er parallelle.

Binderen må dog ikke have fald fra formur til bagmur, da indtrængende vand herved kan blive ledt til bagmuren.

Vækst på tegltage er generelt kun et æstetisk problem. Ved kraftige mospuder på tage i overlap mellem sten anbefales dog at disse fjernes ved håndplukning eller blid afbørstning hvis der er risiko for at mosset kan lave små indelukker af vand og dermed foranledige vandindtrængning.

Hvis man alligevel vælger at afrense begroningen på taget bør dette ske ved at man spuler med vand ved lavest muligt tryk. Der bør altid indledes med renseforsøg for at fastlægge mest skånsomme afrensning.

Man skal være opmærksom på, at begroningen sandsynligvis kun kan fjernes delvist og kan blive spredt yderligere ved afrensningen. Hvis afrensningen beskadiger overfladen (hvilket selv relativt lave tryk ofte vil gøre), kan den nye overfladestruktur give større mulighed for ny begroning.

Laver sidder væsentligt bedre fast end alger og særligt ved afrensning af ældre lavbevoksninger vil der ofte kræves så højt tryk, at beskadigelse af overfladen ikke kan undgås. Afrensning kan dermed være starten på en ond cirkel, hvor afrensning medfører mere begroning og dermed hurtigere behov for ny afrensning.

Store træer og anden bevoksning i nærheden, der giver skygge og aflejringer af pollen mv. på tagfladen vil ofte resultere i øget vækst på taget. Man kan overveje at fjerne sådan bevoksning.

De aktuelle skader er formodentlig opstået på grund af temperaturdifferencer mellem for- og bagmur, hvilket medfører, at bevægelserne i vægplanen i formuren er større end i bagmuren. De kræfter der her opstår, kan nemt foranledige et forskydningsbrud i de massive binderkolonner.

Det faktum, at væggen er efterisoleret i hulmuren og sydvendt bekræfter dette, idet en efterisolering forøger temperaturdifferencen mellem for- og bagmur (hvilket jo er ideen med en efterisolering) og en sydvendt væg får selvsagt mere solindfald og dermed større temperaturbetingede differensbevægelser.

Ja, når blot der udover de sædvanlige påvirkninger også tages hensyn til formurens temperatur- og fugtbevægelser og de deraf følgende spændinger og udbøjninger i væggen.
I byggerier hvor disse forudsætninger ikke er taget i regning, kan der forekomme lodrette revner i hele væghøjden i overgangen mellem sammenmuringen mellem for- eller bagmur.

Isoleringen kan foretages på indersiden eller på ydersiden af væggen. Isolering på indersiden reducerer de indvendige kvm og isolering på ydersiden er som oftest dyrere. Ved isolering på indersiden sænkes temperaturen i muren betragteligt og såfremt muren ikke er frostbestandig (eller ofte fugtig), kan der være risiko for frostafskalninger. Udvendig isolering giver den største effekt, da mange linietab elimineres.

Isolering på indersiden kan opbygges vha. en stolpekonstruktion beklædt med 2 lag gipsplader. Isoleringstykkelsen kan fx være 50 mm. Dampspærren placeres på den indvendige varme side mellem isolering og gipsplader.

Isolering på ydersiden kan opbygges på flere måder:

Let træbeklædning som afslutning. Isoleringstykkelsen kan fx være 100 mm. Her skal dampspærren placeres på den varme side, dvs mellem isolering og den eksisterende væg. Isoleringen afsluttes mod den kolde side med et lag vindpap og et ventileret hulrum mod bræddebeklædningen, der sikrer udluftning og tørring af beklædningen bagfra.

Puds på isolering. Her pudses der direkte på isoleringen. Løsningen er typisk en samlet løsning, der leveres fra isoleringsfabrikanterne.

Ny skalmur som afslutning. Endelig kan en ny teglstensmur opmures uden på isoleringen. Dette kræver ændringer i det eksisterende fundament. Løsninger for dette kan ses her

Dette beregnes ved hjælp af modulet tværbelastet vægfelt i programmet Murværksprojektering med følgende parametre:

Vægfeltets længde: Den vandrette afstand mellem stængerne.
Vægfeltets lodrette understøtninger kan regnes for indspændte.

I situationer hvor der normalt anvendes stålsøjler. Søjlelængden for 108 mm vanger bør dog ikke være større end 3,0 m.

Når der ikke er tilstrækkelig lodret last på vægfeltet til at sikre bæreevnen.

Til forøgelse af friktionen på stabiliserende vægge, hvor der ikke er tilstrækkelig egenvægt.

Problemet er, at fastgørelsen bliver gjort kort tid efter at muren er opmuret, og fastgørelsen foretages med kraftigt håndværktøj, hvilket medfører, at de øverste skifter bliver slået løs.
Montage af rem bør derfor først foretages efter 1 uge, når murværket er tilstrækkelig afhærdet. Løsningen er vist her.

Vægfelter skal beregnes efter brudlinieteorien, der tager hensyn til åbninger og understøtningsforhold samt relevante materialeparametre.

I gamle dage (før 1969) var reglerne enklere. I henhold til fx. Bygningsreglementet for Købstæderne og landet 1966 § 5.4.3 stk. 12 kunne "Udfyldningsvægge af murværk i almindelighed udføres i følgende størrelser:

Tidligere bygningsreglementer havde tilsvarende regler.

Bastard mørtel svarer til KC 50/50/700 og cementmørtel svarer til C 100/400.

Udfyldningsvægge af murværk er vægfelter, som ikke er påvirket af væsentlig lodret last.

Disse vægstørrelser blev brugt i forbindelse med projekteringen indtil 1969, hvor introduktionen af normkomplekset som vi kender i dag, med bl.a. Murværksnormen DS 414, 1. udgave angav andre (eller ingen) beregningsmodeller.

Ovenstående vægfeltsstørrelser svarer mindst til nedenstående angivne bøjningstrækstyrker.

Det skal understreges, at værdierne ikke kan anvendes i forbindelse med projekteringen.

En række forsøg har vist, at forankringsstyrken konservativt kan beregnes som lineært aftagende fra max –værdien til 0 kN, når indmuringslængden er i intervallet 40 - 20 mm.

Dvs. hvis forankringsstyrken er angivet til 1,2 kN, vil en indmuringslængde på 35 mm medføre en forankringsstyrke på 0,9 kN og en indmuringslængde på 30 mm medføre en forankringsstyrke på 0,6 kN. Det er ikke sikkert, at selve binderen som helhed får mindre styrke, idet bæreevnen for binderen kan være bestemt af trykbæreevnen i hulrummet. Er trykbæreevnen fx 0,5 kN i ovenstående eksempel, bliver der ingen reduktion i den samlede bæreevne pga. den kortere indmuringslængde.

Ved bestemmelse af de vejledende styrkeparametre, som er angivet i Eurocode 6, DS/EN 1996-1-1:2006 og den supplerende vejledning DS/INF 167:2008 er forsøgsmaterialet baseret på prøvelegemer af murværk hvor fugerne er trykket.

Hvis bagvæggen ikke er bærende og efterfølgende skal tyndpudses, kan den opmures uden at trykke fugen.

Dette skyldes at en elastisk fuge er tæt og vil hindre indtrængende vand i at fordampe, hvorved trækarmen vil rådne. Andre fuger, der er diffusionsåbne kan anvendes, fx Ill-mod bånd. Dette er blot relativt dyrt i forhold til en mørtelfuge.

Kan skyldes:

·  At rumluftens vanddamp kondenserer på det indvendige murværk. Dette sker især på massive ydervægge og især når disse er våde og udluftningen i boligen er dårlig

·  At der er trængt regnvand ind gennem ydervæggen, fordi der ikke er indlagt fugtisolerende paplag på forskriftsmæssig måde

·  At regnvand bliver overført fra formuren til bagmuren via bindere med bagfald eller via spildmørtel i fast forbindelse mellem for- og bagmuren

Generelt kan følgende funktionsmørtler anvendes i stedet for de sædvanlige KC-mørtler.

Den omtalte revne kan skyldes 2 ting.

1.Gavltrekanten er ikke forankret og står derfor og "vipper" på selve muren. Under stormen den 3.12.1999 sås en del gavltrekanter, der blæste ud på grund af manglende forankring, så problemet er reelt nok.

2.Gavltrekanten er forankret i tagkonstruktionen, men denne (tagkonstruktionen) er ikke stiv nok, hvilket medfører, at gavltrekanten understøtter taget i stedet for omvendt, når taget står og arbejder eller ved kraftige vindbelastninger.

Uanset om årsagen er 1. eller 2. skal samlingen mellem tag og gavltrekant gåes efter, eventuelle nye forankringer i form af bindere udføres og eventuel afstivning af taget foretages.

Det behøves ikke koste alverden. Forankringer kan udføres med indborede bindere (se her) og afstivninger med opspændte stålforankringsbånd.

Ja.
Formuren har mulighed for udtørring på 2 sider og er derfor mindre hårdt påvirket end en normal formur med bagmur. Dog skal forankringen og fugefyldningen naturligvis være i orden.

Det er normalt ikke muligt at udføre gavltrekanten blot med 1/1 stens piller uden at gavltrekanten er forankret langs andre kanter. Såfremt gavlen alene er understøttet af piller bærer disse alene ved deres bøjningstrækstyrke om liggefugen, hvilket normalt ikke giver tilstrækkelig bæreevne. I praksis er bæreevnen heller ikke tilstrækkelig, hvilket kunne ses ved stormen den 3. december 1999, hvor en del gavltrekanter blæste ned. Det var i alle tilfælde gavle, der kun havde piller som understøtning.

Gavltrekanten skal forankres med bindere til lodposter eller bindere langs gavltrekanten.

Et tegltag i kombination med en gavltrekant udført som halvstensvæg skal udføres med udhæng, af hensyn til forankringen af yderste række tagsten.

Med rustfaste bølgede stålplader i væggens fulde bredde som enten indpresses eller indsættes i partielt udskårne riller.

Eller ved partiel (1-1½ m) udkradsning af hele fugen, indlæggelse af pap og fugning. Husk 100 mm klæbet overlæg og 3-5 døgns hærdning mellem stykkerne.

Endvidere er der følgende muligheder, der i nogle tilfælde giver et godt resultat:

·                 Injektion med fugtstandsende væske

·                 Etablering af udvendig fugtisolering og dræn

Ved nybyggeri forhindres opstigende grundfugt ved indlæggelse af pap.

Imprægneringsmidlerne kan opdeles i 3 hovedgrupper, nemlig monosilan, siloxan og silicone.

Monosilaner har længst holdbarhed (mere end 20 år) og stort set ingen risiko for bivirkninger, siloxaner har flere begrænsninger, mens siliconebehandling må anses for problematisk, bl.a. fordi de forholdsvis hurtigt (1-3 år) slides eller nedbrydes af ozon og ultraviolet lys.

Trykbæreevnen må eftervises ved at udskære fx 3 prøvelegemer i den eksisterende mur og fremsende dem til prøvning. Murværket sikres under transporten ved at sammenspænde prøvelegemerne med skruetvinger. For en halvstensmur skal prøvelegemernes størrelse være 4 - 6 skifter høje og 1 sten bredde.

For bøjningsbæreevnen er antallet: 5 prøvelegemer med højde på 10 skifter og bredde på 2 sten.

De forøgede isoleringskrav har medført, at temperaturforskellen mellem for- og bagmur er steget markant. Dvs. formuren bevæger sig relativt flere millimeter ift. bagmuren mange gange i byggeriets levetid. Derfor skal der normalt være total adskillelse mellem for- og bagmur.

Bygningsreglementet påpeger endvidere at "Bygningsdele mod det fri …kun må indeholde kuldebroer i uvæsentligt omfang."

For- og bagmur kan sammenkobles, når der tages hensyn til tvangsbevægelser pga. temperatur- og fugtpåvirkning. Dette er fx aktuelt for diafragmevægge og zig-zag armerede vægge

Fx ved at vangerne forbindes med zig-zag armering

Ved beregningen skal der tages hensyn til temperatur- og fugtvariationer af formuren og de deraf følgende tvangsbevægelser.

Nej. Når der er tale om en hulmur med trådbindere skal tykkelsen regnes som tykkelsen af de enkelte vanger som typisk er 108 mm. Vindlasten fordeles i forhold til stivheden mellem de 2 vanger og bæreevnen af begge vanger bestemmes separat.

Kun ved anvendelse af faste binderkolonner pr 60 cm kan der regnes med en samlet tykkelse på 348 mm.

Siporex er et varemærke for porebeton (tidligere benævnt gasbeton). Der er som sådan ingen forskel på Siporex, porebeton eller gasbeton. Dette er blot forskellige betegnelser for det samme materiale.

Porebeton er fremstillet af kalk, cement, vand og aluminiumpulver. Aluminiumet fungerer som et gasudviklende middel, der danner små, ensartede fordelte luftbobler i porebetonmassen. Efter størkningen skæres de halvfaste råblokke til og hærdes med vanddamp ved 200 °C. Når blokkene er helt tørre er der kun varmeisolerende luft i porerne.

Der er ingen faste retningslinier. Mørteltype vælges efter vurdering af opgavens type, bygningens alder og stand.

Hydraulisk kalk hærdner ligesom cement ved reaktion med vand uden tilgang af luft.

Hydraulisk kalk vil normalt bestå af en blanding af hydratkalk og hydrauliske bindemidler.

Men forholdet varierer meget mellem de enkelte hydrauliske kalktyper og tildels også indenfor den enkelte type. Såfremt mørtel med hydraulisk kalk skal anvendes til opmuring, skal producenten dokumentere de styrkeparametre, der skal anvendes ved projekteringen.

Ja, hvis producenten dokumenterer hvilke basisstyrker, der skal anvendes ved projekteringen.

Der findes ikke længere regler for højden på skorstenen til almindelige villaer, men den gamle regel kan stadig betragtes som en god anbefaling. Den er som følger:

• Hvis skorstenen er placeret i kippen, skal den føres 0,8 m over kippen
• Hvis skorstenen er placeret ved facaden, skal den føres op til niveau med kippen
• Hvis skorstenen står et sted i tagfladen, skal den føres op til en tænkt linie mellem de to ovennævnte yderpunkter (dvs. hvis skorstenen fx står midt på tagfladen, mellem kip og facade, skal den føres 0,4 m over kippen)

Der kan normalt regnes med følgende styrkeparametre:

Bemærk at styrkeparametrene er regningsmæssige og dermed uafhængige af det aktuelle normkompleks.

Der kan ikke regnes med styrkeparametre, der er afhængige af vedhæftningen. Dvs:

Styrkeparametrene er konservative og i det aktuelle tilfælde kan der altid foretages prøvninger på udskårne elementer, således at de faktiske værdier kan bestemmes.

Kalkvand er en klar, mættet opløsning af kalciumhydroxid, som kan fremstilles ved at lade kalkmælk henstå i ca. et døgn. Den klare væske over det bundfældede kalk er kalkvand Ca(OH)₂.

Kalkvand indeholder ca. 1,6 g opløst kalk pr. liter vand, når temperaturen er 18-20° C, og mængden af opløst kalk stiger med faldende temperatur. Kalkvand kan indfarves ved tilsætning af farvestof og anvendes til farvning af puds og blankt murværk.

Kalkmælk er oprørt kulekalk, der er tilsat vand i omtrent følgende forhold:

·                  1 del kulekalk til

·                  4-8 dele vand afhængig af bl.a. bundens sugevne.

Blandingen 1:5 er dog egnet til de fleste kalkningsopgaver.

Spørgsmålet har været bragt i en artikel, der kan downloades her

Ja. De tidligere restriktioner i den danske murværksnorm DS 414 er ikke længere gældende.

(Her må ikke anvendes bindere, ledere eller andre faste forbindelser mellem dobbeltvæggens vægdele. Væggens densitet skal være min. 1600 kg/m³)

Generelt vil maling af blankt murværk, tyndpudsede og pudsede overflader forøge omkostningerne til vedligeholdelse.

Der bør anvendes malinger, der er meget diffusionsåbne. Fx kalk, silikatmalinger eller cementbaserede malinger (fx Cempexo). Tætte malinger, i specielt aggressivt miljø, medfører risiko for afskalninger.

Maling med Cempexo på blankt murværk og puds er vist her. Uddybende oplysninger omkring maling af murværk er beskrevet her.

Reparation af afskallede områder. Overfladereparationer udføres som ved tyndpudsning. Dette er beskrevet her.

Gennemførte forsøg har vist, at der kan imprægneres med monosilaner før eller efter tyndpudsning af murværk. Monosilaner kan endvidere anvendes som grunder før malerbehandlinger.

Det er dog langt fra alle imprægneringsmidler, der er egnede i forbindelse med overfladebehandling, og man skal være opmærksom på, at forkert anvendelse af imprægneringsmidler kan medføre skader.

Formurens miljøklasse beror på en samlet vurdering, hvor der tages hensyn til en række parametre. Fx:

• Vandpåvirkningen i anvendelsestilstanden som den primære skadesårsag
• Byggeriet beliggenhed. Er det fx på en bakketop, nær Vesterhavet eller nær stærkt forurenet område
• Er byggeriet beskyttet af omkringliggende skov eller andre bygninger
• En kvantitativ betemmelse for hulmuren er foretaget her

Svaret er for omfattende og der henvises i stedet til videndatabase.

Skyldes normalt, at mørtelfugerne er udført med en svag mørtel. Bekæmpelsen består i udkradsning og omfugning med kalkcementmørtel KC 50/50/700 eller stærkere. Brug af sprøjtegift er normalt unødvendig. (Omfugning bør udføres udenfor biernes flyvetid. Biernes flyvetid er mellem 1. maj - 1. september)

Mursten og mørtel, der er deklareret til anvendelse i aggressivt miljø. Der bør anvendes svagt sugende sten (fx klinkbrændte). Mørtlen kan være en KC 20/80/550. Muren må ikke opføres med puds. Løsningen er vist i Mur- og tagdetaljer, tegning M1OF.

Ja, det kan man godt. Styrkerelationerne for KC 50/50/700 og andre receptmørtler findes i den supplerende vejledning DS/INF 167:2008 sammen med de specifikationer, som mørtlen skal overholde.

Viser beregninger, at murværkets basisstyrker bliver for lave, når styrkeparametrene i Murværksnormen, DS 414:2005 Anneks D og E anvendes, må der anvendes en funktionsmørtel eller en KC-mørtel med højere styrker.

Vedhæftningsstyrken er i denne norm sat til f_m,xk1 = 0,1 MPa for KC 50/50/700.

Ja. I DS/EN 1996-2:2007 anføres, at materialer til mørtel skal udmåles efter vægt eller volumen.

Bemærk at iht. den supplerende vejledning DS/INF 167:2008 skal det dokumenteres, at den fremstillede mørtel overholde de forudsatte blandingsforhold. Omfanget af denne dokumentation afhænger af kontrolklassen.

Det enkleste er at købe tørmørtel i poser ved trælasten. Her skal blot tilsættes vand og omrøres. Se eventuelt her for udførelse.

Tørmørtel i poser er dyrere i forhold til at blande cement og kalkmørtel, men medmindre du skal bruge flere hundrede kg mørtel, kan det næppe betale sig i forhold til de ulemper der er ved at blande selv. (Dvs. enten unøjagtig blanding eller kompliceret blanding, hvor vandprocenten og kalkens rumvægt skal bestemmes). Blanding af mørtel er fx beskrevet her.

Til normalt påvirkede bygningsdele som vægge og gesims kan anvendes KC 50/50/700. Til aggressivt påvirkede bygningsdele som skorstene og vandrette fuger ved trapper kan anvendes KC 20/80/550. Mørteltyper til andre konstruktionsdele kan ses her.

I den ny metode planslibes en enkelt sten, som derefter trykprøves. I den gamle metode blev stenen halveret og sammenmuret og afrettet med cementmørtel inden prøvningen. Den ny metode er selvsagt hurtigere, da hærdningsprocessen er elimineret. Dette har selvfølgelig betydning for værkerne, der foretager løbende prøvninger, idet en omdeklarering kan foretages hurtigere.

Der er ikke nogen overbevisende korrelation mellem værdierne fra den gamle metode og den ny metode. Med den ny metode forøges trykstyrkerne mest for blødstrøgne sten i forhold til maskinsten.

Analyseres alle sten under ét kan følgende sammenhæng bestemmes:

f_bn= 0,767 x f_b/(0,5117+0,0065 f_b)

hvor
f_bn er den normaliserede trykstyrke bestemt efter den ny europæiske metode (EN 772-1)
f_b er trykstyrken bestemt efter den gamle metode (DS 438.11)

Leddet 0,767 er en omregningsfaktor, idet prøvelegemet skal referere til styrken af et prøvelegeme på 100 x 100 mm², hvor de aktuelt prøvede sten normalt er 54 x 108 mm².

Leddet f_b/(0,5117+0,0065 f_b) er fundet ud fra en sædvanlig regressionsanalyse på baggrund af en række parallelforsøg.

Det ses at for:

f_b = 15 MPa fås den estimerede værdi: f_bn = 19 MPa
f_b = 30 MPa fås den estimerede værdi: f_bn = 33 MPa

Kravene til taghældning, antal bundne tagsten og afstandslisternes tykkelser er blevet ændret gennem tiden. De nugældende krav findes i Tegl 36 (december 2005).
De tidligere (og nuværende) gældende vejledninger og byggeblade (MB) ses nedenfor, listet med udgivelsesdato og krav vedr. taghældning, binding og afstandslister.

Ja, ifølge DS/EN 1996-2:2007 afsnit 3.5.3.2 kan fugerne færdiggøres under opmuringen.

For at udskifte en sten i en bue, skal der på hver side af stenen laves en understøtning, der både kan tage lodrette og vandrette kræfter.

Dette gøres enklest med 2 blådrenge sammenkoblet med med en vandret afstivning (se efterfølgende skitse). Efter nedtagning af stenen, rensning, etc opsættes denne igen med en ekspanderende mørtel, der komprimeres omhyggeligt. Efter nogle dage, når mørtlen er hærdnet, fjernes understøtningen.

Emnet er nærmere beskrevet her: "Teglbjælker i eksisterende murværk"

Før 1984 var der ikke noget krav om anvendelse af rustfast armering i ydervægge. Mange udvendige teglbjælker fra den tid er udført i sort stål som eventuelt blev svummet.

Armeringen er i nogle tilfælde begyndt at ruste og dermed ødelægge tegloverliggeren.

Ny tegloverligger med rustfast armering indlægges og skadede områder ommures. Procedure for nye åbninger er beskrevet her.

TB-renden er et alternativ, specielt velegnet til udsatte bjælker (slagregn). Der er observeret skader både med TB-rende og med pap anvendt som fugtspærre.

Det kan skyldes at:

• for få tagsten er bundet
• tagstenene er bundet i et forkert mønster
• stenene er lagt med for stor dækbredde og lægteafstand.
• konstruktionen er udsat

Generelt skal de specifikationer som producenten stiller overholdes.
Refererer producenten til TEGL 36 og overholdes specifikationerne ikke, bortfalder garantien fra teglværkerne.

Det kan endvidere være ansvarspådragende ikke at følge pjecen, da den repræsenterer branchens tekniske fælleseje.

Det er heller ikke muligt at kompensere for en lavere taghældning ved anvendelse af større afstandslister eller lignende.

Synopal er et firmanavn. Firmaet producerede i sin tid en slags kalksandsten, men er nu nedlagt. I stedet kan anvendes kalksandsten som fås i forskellige farver, hvor den helt hvide minder om Synopalsten.

Normalt placeres HE100B stålsøjler i hulmure. Ved væghøjder > 3 m er stivheden af disse stålsøjler, såfremt de er understøttet for oven og for neden, så ringe, at der vil opstå revner i murværket. Her bør således anvendes kraftigere stålsøjler.

Ved anvendelsen af stålsøjler, der alene er indspændt i fundamentet skal dimensionen være større end HE100B.

Der kan i stedet anvendes efterspændt murværk, såfremt søjlelængden af vægfeltet ikke er mere end 3,0 m. Det skal her bemærkes, at søjlelængden kan være mindre end 3,0 m for væghøjder større end 3,0 m såfremt væggen lodret er understøttet af tværvægge

Med ikrafttrædelsen af Eurocodes er bestemmelserne vedr. tilsætning af antifrostmidler til mørtler skærpet.

Tidligere kunne projekterende og udførende finde en generel vejledning om tilsætning af sprit til visse receptmørtler direkte i murværksnormen.

I dag findes følgende tekst i Eurocode DS/EN 1996-2:2007, pkt. 3.3.1.8 (2): "Medmindre det specifikt er tilladt ifølge projektmaterialet, bør tøsalt eller andre antifrostmidler ikke anvendes".

Det vil sige, at såfremt man som projekterende ønsker at give mulighed for at benytte denne vinterforanstaltning, skal dette beskrives i projektmaterialet.

Vejledning om anvendelse af antifrostmidler kan findes her.

Mestercement bør anvendes om sommeren og

Basiscement bør anvendes om vinteren.

Mestercement er grovere formalet end basiscement og hærder derfor langsommere.

Basiscement er fint formalet og har et indhold af mikrofiller, som gør at den hærder hurtigere og tørrer hurtigere ud.

Ja.

·  Ved opmuring i sommerperioder med høje temperaturer, skal stærkt sugende sten forvandes.

·  Murværket skal endvidere afdækkes for at hindre hurtig udtørring.

·  Fugt murbaljer før ifyldning af mørtel

·  Beskyt mursten, murbaljer, mørtel, slanger, etc. mod for høje temperaturer. Fx med tynde isolationsmåtter

Der findes ikke noget krav om, at der skal anvendes massive mursten til skorstenspiber.

Skorstenspiber hører i følge DS/EN 1996-2:2007 under murværk i eksponeringsklasse MX3.2 til MX5 (tidligere betegnet aggressivt miljø) , og materialerne skal vælges i henhold til dette. Det betyder, at alle typer mursten, som ifølge producentens varedeklaration kan bruges i disse eksponeringsklasser, kan bruges til skorstenspiber.

Her skal værdien c_pe,10 anvendes. I henhold til DS/EN 1991-1-4:2005, afsnit 7.2.1, note 1, skal c_pe,10 anvendes i forbindelse med dimensionering af den overordnede konstruktion.

Formfaktoren c_pe,1 er relevant for dimensionering af beslag til beklædninger, tagstensbindere, skilte etc.

Ca. 40 m når der anvendes z-bindere mellem for- og bagmur. Begrænsningen skyldes ikke styrkehensyn af murværket, men differensbevægelser mellem for- og bagmur. Ved en højde på 40 m nærmer differensbevægelsen sig 9-10 mm. Differensbevægelser i denne størrelse kan normalt kun optages af 3 mm tinbronze bindere med en normal fri binderlængde på 132 mm.

Nogle typer leddelte specialbindere kan optage større differensbevægelser.

Sandkalk er en blanding af kulekalk og fint sand. Blandes i forholdet

·                  4 rummål kulekalk

·                  1 rummål kvartssand

·                  3 rummål vand

Anvendes før kalkning og som slutbehandling.

Svaret er for omfattende og der henvises i stedet til videndatabase.
Revner i: 

•  Blankt murværk
• Overfladebehandling
• Teglbjælker

Nej. Der er projekteret teglbjælker i længder mere 8 m. Teglbjælkens dimensioner og armeringsforhold bestemmes ved dimensionering. Er murtykkelsen 108 mm, vil der for lange og høje teglbjælker kunne opstå kipningsproblemer, som skal løses i de enkelte tilfælde. Nedbøjningen skal endvidere vurderes.

Problemet er normalt, at skidtet suges ned i det porøse teglmateriale og derfor ikke bare kan tørres eller vaskes af.

Det vigtige er derfor at få det trukket op af teglet. Det kan gøres med en grød blandet af et relevant opløsningsmiddel og et porøst medium. Hvis der er tale om fedt f.eks. i et køkken kan opløsningsmidlet være rensebenzin og det porøse medium (fx mel eller talkum). Blandingen lægges på fedtpletten.

Opløsningsmidlet vil nu blive suget ned i teglet, opløse noget af fedtet, og igen bevæge sig op i talkummet hvor det fordamper fra overfladen. Herved vil en del af fedtet ende i talkummet og det kan derefter børstes væk.

Vær opmærksom på at opløsningsmidler oftest er brandfarlige. Støvsugning skal derfor undgås sålænge opløsningsmiddel eller dampe derfra kan være til stede.

Metoden er bedst til pletter - ikke til hele kvadratmeter. Prøv dig frem - det kan være nødvendigt at gentage behandlingen - flere gange.

Der er 2 almindeligt anvendte løsninger:

1. En sæbeløsning - brun sæbe er bedst - sæbespåner kan senere vise sig som noget gråhvidt fnuller. Der er tale om en kombineret imprægnering og rensning. Sæben sidder under skidtet. Man skal selv finde frem til det bedste blandingsforhold - en tynd opløsning trænger længst ned men efterlader mere plads i porerne - en tyk opløsning lukker tættere men ikke i dybden.
2. En olieløsning. Ofte anvendes en blanding af linolie og lugtfri terpentin. Blandingsforholdet vil normalt ligge mellem 1:3 og 3:1. En tyndtflydende blanding trænger længere ned, men efterlader mere plads i porerne når den lugtfri terpentin fordamper. Olien vil normalt gøre gulvet (tegl og mørtel) mørkere.

Løsningerne kan kombineres så gulvet først behandles med linolie, hvorefter vedligeholdelsen foretages med brun sæbe.

Behandlingerne må ikke foretages umiddelbart efter lægningen, idet der i begge tilfælde kan dannes kalksæber ved reaktion med mørtlens kalkindhold. Det giver lyse misfarvninger langs fugerne.

Hvis sidelængden er større end 8 m.

Hvis der er dilatationsfuger i det underliggende betonlag, da samme sted (max. feltstørrelse for betonlag: 25 - 30 m²)

Hvis der er irregulære former i gulvet (søjler, fremspring) er der øget risiko for revner. Placer evt. dilatationsfuge ud for disse.

Hvis betongulvet er fuldstændigt plant, kan klinker henlægges i en egnet fliseklæb. Alternativt kan klinker henmures i kalkcementmørtel, eksempelvis KC 35/65/650. Mørteltypen skal vælges under hensyntagen til belastningen på gulvet.

Revner i nederste liggefuge dvs. umiddelbart over tegloverliggeren skyldes typisk et af 2 nedennævnte forhold:

1. De midlertidige understøtninger er blevet fjernet for tidlig inden bjælken har opnået den fornødne styrke. 
2. I liggefugen er der fejlagtigt indlagt pap, således at der ikke er sammenhæng i bjælken.

Revnen er i begge tilfælde et udtryk for et brud, og kræfterne optages på en ikke tilsigtet måde. Fx ved buevirkning og fastholdelse af de tilstødende vægfelter.
Revnede områder ommures i fuld dybde. Eventuel pap fjernes og TB-rende indmures korrekt.

Der refereres til:
"Levetidstabeller - Byggeforsikring for 1- og 2-familieshuse samt fritidshuse"
Februar 1999
Forlaget Forsikring

Normalt skal liggefuger (dvs de vandrette fuger) udføres med tykkelsen 8 – 16 mm og studsfuger (dvs de lodrette fuger) med tykkelsen 8 – 20 mm.

Der er ingen regler for den indbyrdes variation. Dvs studsfugerne kan i rækkefølge være: 8 mm, 8 mm, 20 mm, 20 mm, 8 mm, etc uden at dette falder udenfor tolerancerne. Murværket kan dog kasseres pga. dårlig håndværk, men dette er et mere diffust og skønsmæssigt begreb

Mere om fugetolerancer.

Normalt er tolerancerne 20 mm over en etagehøjde mht. til afvigelse fra lodret og 10 mm mht. krumning over 1.0 m eller en etagehøjde. Emnet er uddybet her.

Det er principielt tilladt at bruge træskeletvægge som bagmur. Væggen skal blot dimensioneres under den forudsætning, at lasterne skal fordeles efter stivhederne, og her vil resultatet ofte blive, at da bagmuren er rimelig slap, vil formuren skulle bære hele lasten, hvilket den ikke nødvendigvis kan.

Problematikken og beregningsmodellen er beskrevet her i afsnit 2.3.1 (Beregningen i teksten er illustreret med stålsøjler i hulmuren, men problematikken er identisk for træelementer)

Ifølge Eurocode DS/EN 1996-1-1:2006 afsnit 8.1.4 skal en bærende væg have et mindste nettoareal på 0,04 m², efter at der er taget hensyn til riller eller udsparinger.

Nej. Tværtimod. En tyndpudset mur (fx med indfarvet mørtel, vandskuret eller filtset) er hårdere belastet end en blank mur, idet uundgåelige hårfine revner tillader vandindtrængning og opfugtning af murværket.

Tyndpudsen forhindrer vandet i at diffundere væk med samme hastighed som ved blankt murværk med det resultat, at frostpåvirkningen og risikoen for afskalninger forøges. Dette er årsagen til, at tyndpudsen skal have en minimal tykkelse.

Uddybende beskrivelse om metoder, overvejelser, etc. Se under Udførelse – Overfladebehandling

Filtsning/vandskuring på blankt murværk er vist her.

Reparation af afskallede områder er beskrevet her.

Såfremt et pudslag skal regnes at være en "klimaskærm" (dvs. vandafvisende og vandopsugende i sig selv) skal det udføre som tykpuds/grovpuds med en tykkelse på 10 – 12 mm. Se her.

Nej. Udvendigt tyndpuds skal påføres i et tyndt lag således at de underliggende sten i nogen områder kan ses. Dvs. anvendelsen af indfarvet tyndpuds kan ikke udføres dækkende.
Der findes dog specialprodukter, hvor der indledningsvis foretages grunding og efterfølgede tyndpudsning med indfarvede mørtler.

Ja. Se beskrivelse under Tyndpudsning af kalksandsten.

Kan skyldes:
Opsugning af vand gennem underkanten af fremspringende mursten umiddelbart over soklen.

Udbedring:

·                  Den tyndpudsede, malede overflade repareres, når murværket er blevet tilstrækkelig tørt.

Den fremspringende underkant og øvrig overflade tyndpudses og males

Efterfølgende krav ved udførelse af tyndpudsning bør overholdes:

·                  murværk i aggressiv miljøklasse bør ikke tyndpudses,

·                  tyndpuds på udvendigt murværk må tidligst udføres 1 - 2 måneder efter opmuring (og fugning),

·                  vandindholdet i udvendigt murværk må max. være ca. 3 vægt %,

·                  tyndpudsning på udvendigt murværk må kun foretages i sommerhalvåret og helst om foråret, idet fuld hærdning skal være opnået inden frost, og

• tyndpudsning må ikke udføres i direkte stærk sol.

Teknologisk Institut, Murværk har i samarbejde med SBi undersøgt problematikken og på den baggrund udarbejdet en anvisning vedrørende undersøgelsesmetoder og udbedring af skader. Undersøgelsen er financieret af Grundejernes Investeringsfond.

Imprægneringsmidlerne kan opdeles i 3 hovedgrupper, nemlig monosilan, siloxan og silicone.

Monosilaner har længst holdbarhed og stort set ingen risiko for bivirkninger (heller ikke ændring af underlagets udseende), siloxaner har flere begrænsninger, mens siliconebehandling anses for problematisk.

Imprægneret murværk kan patinere langsommere end ikke behandlet murværk, og behandlede områder kan derfor i løbet af nogen tid skille sig ud fra ikke behandlede områder.

Forkert anvendelse af imprægneringsmidler kan medføre skader. Her ses tydeligt, hvor imprægneringen er udført.

Dette er afhængig af miljøpåvirkning og mekanisk slid.

Følgende bør undersøges indledningsvis:

·                  Er fugerne defekte - er der revner og huller i dem, som giver årsag til vandindtrængning. Bemærk, at en halvstens mur ikke kan påregnes at være tæt over for slagregn.

·                  Hvis muren er en hulmur, bør årsagen til at vandet trænger igennem fra for- til bagmur findes. Det kan f.eks. være:

o                          Bagfald på murbindere

o                          Spildmørtel, som danner forbindelse mellem for- og bagmur

o                          Manglende eller defekt papindlæg over vinduer og døre, eller ved sokkel

Efter en eventuel renovering af skadede fuger gennem en omfugning kan vægfeltet imprægneres såfremt det er udsat for store vandpåvirkninger.

Kan skyldes manglende eller fejlbehæftet fugtspærre (papindlæg eller TB-rende) over døre og vinduer.
Fejlmuligheder:

·                  at fugtspærren ikke er ført tilstrækkelig langt forbi sidefalsen

·                  at overlæggene ikke er tætte

·                  at der mellem TB-rende og bagside af formur er utætheder

·                  bagfald af pap eller binder

• fugtspærren er placeret for højt

Kan skyldes:

•  at det opbukkede pap ikke er ført op ad sammenmuringen mellem for- og bagmur.
• at det indlagte pap ikke er udført med endebund

Det er ikke nødvendigt over vinduer og døre, da vandet kan trænge ud gennem fugen (dog kan det ved lange, gennemgående vinduesbånd være nødvendigt at få ledt vandet ud gennem åbne studsfuger eller tilsvarende).

Ved soklen kan det være nødvendigt såfremt sokkelpudsen føres op til underkant sten. Åbningen kan udføres ved hjælp af elektrikerrør eller rundstok i den nederste del af studsfugen, således at åbningen bliver minimeret.

Løsningerne er vist i Mur- og tagdetaljer, tegning M1OA og M1OB.