Title: Forskydningsstyrke ved fugtspærre
Subtitle:
Author:

Forskydningsstyrke ved fugtspærre

Pap (PF2000) vulkaniserer rimelig hurtigt, når det er påvirket af en permanent lodret last. Vulkaniseringen medfører, at der kan regnes med en vis permanent forskydningsstyrke, hvis der er anvendt pap som fugtspærre.

I det europæiske normsystem er udviklet en norm (EN 1052 – 4) til bestemmelse af disse forhold.

Forsøg udført på Teknologisk Institut viser, at vulkaniseringen er rimeligt udviklet efter 28 døgn, og at stigningen herefter ikke er markant. Forsøgene er således udført efter 28 døgn, således at bestemmelse af denne styrkeparameter svarer til bestemmelsen af andre materialeparametre, der alle (bortset fra rene kalkmørtler) udføres efter 28 døgn.

Forsøgene viser, at vulkaniseringen og dermed forskydningsstyrken afhænger af trykket (og ikke byggestenstypen, pap-placering etc.).

Forskydningsstyrken benævnes som fvk0,pap.

Forsøgene viser, at sammenhængen konservativt kan beskrives som:

              fvk0,pap               =                 σd × 0,10                                          (1)

I intervallet σd = {0,02 - 0,60 MPa}

σd  er den til gunst virkende lodrette normalkraft, som optræder i minimum 28 dage. Dette vil typisk være egenvægten af væg/dæk/tag/m.m., men skal vurderes i det enkelte projekt.

Bemærk ved anvendelse af murfolie kan der ikke regnes med nogen vulkanisering/kohæsion/forskydningsstyrke.

Beregninger

Værdien for fvk0,pap kan naturligvis ikke overstige fvk0 for murværket. Dvs. for kalkmørtel, hvor fvk0 = 0, vil der ikke kunne etableres nogen kohæsion pga. vulkanisering af pap, da forskydnings-bruddet blot i stedet vil komme i fugen (eller i skillefladen mod sten).

Parameteren fvk0,pap er aktiv samtidig med friktionen, som for paps vedkommende er μk = 0,4 (normværdi). Dvs. kohæsionen kan i mange tilfælde betragtes som et formelt bidrag til friktionen på 0,1 (med de relevante partialkoefficienter), såfremt σd stammer alene fra den permanente egenlast i det aktuelle projekt. Altså:

          Fvd, pap                                     = [0,1/γc + 0,4/γc ] σd


          Her er værdien    0,1 proportionalitetskonstanten fra formel (1) og

                                      0,4 den normmæssige angivne friktionskoefficient (μk)

I nogle tilfælde anvendes en lim-pap-lim samlingen, der giver en kohæsion på:

          fvk0,lim-pap-lim = 0,20 MPa

Vulkaniseringsbidraget kan ikke adderes til dette.

Det bemærkes, at vulkaniseringen også kan virke til ugunst, når pap placeres under en formur, der formodes at undergå temperaturbetingede bevægelser. Derfor bør formure placeres på murfolie som vist nedenstående:

Figur 1. Typiske løsninger ved formur. Løsning t.h. er anbefalet

Go back to the regular design...