Title: Radon og radonsikring
Subtitle:
Author:

Radon og radonsikring

Radon er en radioaktiv luftart i jorden, der udløser radioaktiv stråling, som er sundhedsskadelig. Det er derfor væsentligt, at der udføres foranstaltninger, så radon forhindres i at trænge ind i bygningen og, hvis dette ikke helt kan undgås, begrænses mest muligt gennem naturlig eller mekanisk ventilation. Det er endvidere lovpligtigt at radonsikre alt nybyggeri i Danmark.

I nybyggeri kan indtrængning af radon hindres uden store omkostninger ved at indbygge en membran i gulvkonstruktionen. Hvis gulvkonstruktionen er tætnet korrekt, er det normalt ikke nødvendigt med yderligere foranstaltninger. Ved renovering af ældre huse kræves særlige løsninger, f.eks. ventilationsløsninger.

Den 1. juli 2010 trådte det nye Bygningsreglement BR10 i kraft, og heri findes væsentligt skærpede krav til radonsikring af nybyggeri – og rådgivers hermed forbundne ansvar.

 

Hvor kommer radon fra?
Radon kan trænge ind i en bygning gennem revner og sprækker mod jord, fordi der ofte er lavere lufttryk inde i bygningen end under bygningen. Der er derfor altid mere radon i indeluften end i udeluften.
Radonproblemet er især knyttet til rum med gulve direkte mod jord, det vil sige i kældre eller i stueetagen i huse med terrændæk. Det væsentligste bidrag til radon i boligen kommer fra jorden under huset. Radonindholdet i jorden varierer fra sted til sted. Der kan således være forskel i radonbelastningen på to ens nabohuse.

I bygninger hvor der konstateres utilstrækkelig tæthed i gulvkonstruktionen, vil det normalt kræve store indgreb at tætne effektivt. Det er især vanskeligt ved huse med terrændæk – og her er radonproblemet normalt størst. Det er noget lettere at tætne huse med kælder eller tilgængelig krybekælder.

Radon i indendørsluften kan kun påvises ved måling. Det er både enkelt og billigt at måle radon med f.eks. dosimetre. Radonkoncentrationen i en bolig kan variere meget inden for det enkelte døgn og med årstiden. Derfor bør måling af radon ske over mindst 2 måneder i fyringssæsonen, specielt hvis en måling skal danne udgangspunkt for en vurdering af behovet for forbedring af boligen.

Målingerne udføres og analyseres af specialfirmaer.

 

Radonsikring
Ved at tage højde for en effektiv radonsikring af bygningen allerede i projekteringen er det muligt at anvende nogle enkle løsninger, der både er rationelle at udføre, og som er robuste og langtidsholdbare til gavn for bygningens fremtidige brugere.
Der er 3 principper for reduktion af radon i indeluften:

SBI-anvisning 233 Radonsikring af nye bygninger giver anvisning om alle 3 principper.

 

Tætning af sokkel og terrænkonstruktion
Da den radonholdige luft kommer ind i bygningen fra jorden under bygningen gennem revner og sprækker, skal det tilstræbes at tætne den samlede konstruktion mod jord bedst muligt. Samlinger mellem fundament og betonplade og samling mellem fundament og ovenstående væg skal udføres tætte. Ved ydervægsfundamenter føres tætningen helt ud til ydersiden af fundamentet. Ved gulve, hvor der bagefter skal udlægges pudslag eller klinker, kan tætningen føres ned under betonpladen. Lufttætte samlinger opnås ved at forsegle overgange og samlinger med murpap eller en flydende membran. 
Dilatationsfuger og revner i betonpladen, f.eks. ved støbeskel, tætnes ligeledes med pap, og alle gennemføringer i gulvbetonen udføres med lufttætte samlinger.
Alle sokkeldetaljer på mur-tag er revideret iht. SBI-anvisning 233 Radonsikring af nye bygninger

Find tegningerne her.

 

Trykudligning med passivt eller aktivt radonsug.
Trykudligningen af terrændækket sker ved at forbinde drænlaget under dækket med atmosfæren gennem et lodret rør, der føres op over taget. Røret isoleres, hvor det føres gennem uopvarmet tagrum. Det passive sug frembringes af de naturlige drivkræfter som temperaturforskelle og vindpåvirkninger, og udligner det lavere lufttryk, som der typisk er inde i bygningen i forhold til under bygningen.

Ved bygninger, hvor der er udført passivt sug, og hvor det senere viser sig, at radon-indholdet i indeluften alligevel er for højt, kan det passive sug let ændres til aktivt sug. Det aktive sug udføres ved at montere en ventilator på trykudligningsrøret. Derved er det muligt at forøge undertrykket under betonpladen i terrændækket og samtidig minimere indtrængningen af radon ind i bygningen. I forbindelse med udførelse af aktivt sug bør de fugtmæssige konsekvenser i gulvkonstruktionen vurderes – også over tid.

 

Effektiv ventilation
Ventilation af en bygning med udeluft vil nedsætte indholdet af radon i indeluften. Tilførsel af udeluft er derfor vigtig. De skærpede krav til bygningernes tæthed nødvendiggør en aktiv udluftning og en regelmæssig vedligeholdelse af ventilationssystemet. Regelmæssig udluftning vil reducere både radonindholdet i indeluften og fugtniveauet i bygningen. Ved brug af mekanisk ventilation skal det sikres, at undertrykket i bygningen ikke forøges.


Go back to the regular design...