Title: Trykstyrke og prøvningsmetode
Subtitle:
Author:

Trykstyrke og prøvningsmetode

Byggestenenes deklarerede trykstyrke indgår i fastlæggelsen af murværkets basistrykstyrke og basisbøjningstrækstyrke.

Trykstyrken deklareres som middeltrykstyrken, men kan for betonbyggesten iht. DS/EN 771-3 desuden deklareres som den karakteristiske trykstyrke baseret på 5 % fraktilen.
Producenten kan desuden deklarere den normaliserede trykstyrke.

Trykstyrken findes ved prøvning iht. DS/EN 772-1, hvor der især for mursten er sket en ændring i prøvningsprincippet, idet man nu skal trykprøve hele sten i stedet for som tidligere 2 halve sten muret oven på hinanden.
Det betyder, at de samme byggesten typisk opnår anderledes resultater ved den nye prøvningsmetode i forhold til prøvning iht. DS 438.1. Der er ikke nogen retlinet sammenhæng mellem resultaterne med de to prøvningsmetoder, men størstedelen af forskellen ”udlignes” i den endelige beregning af murværkets styrke, således at nogle byggesten opnår lidt højere styrker, nogle lidt lavere end før, i murværket. Årsagen er bl.a., at man i forbindelse med fastlæggelsen af murværks trykstyrke skal anvende den normaliserede trykstyrke.

Den normaliserede trykstyrke
Den normaliserede trykstyrke af byggesten er trykstyrken af tilsvarende byggesten med en højde på 100 mm og en bredde på 100 mm, og den findes normalt ved omregning af resultaterne af prøvning af hele sten ved hjælp af formfaktorer beregnet ud fra højde og bredde af de prøvede sten. Da det tidligere anvendte trykprøvelegeme - 2 halve sammenmurede sten - på grund af højde/breddeforholdet for dansk normalformat stort set var terningeformet, vil den normaliserede trykstyrke ved anvendelse til dimensionering give værdier for murværkets basisstyrker, som stort set svarer til værdierne opnået i det gamle system.

Ved dimensionering iht. EC6 anvendes altid byggestenenes normaliserede trykstyrke for byggesten af tegl, mens man kan anvende alle 3 former for trykstyrker (middeltrykstyrken, den karakteristiske trykstyrke og den normaliserede trykstyrke), når man skal fastlægge murværks trykstyrke for massive letklinkerbeton- og porebetonbyggesten med en højde større end eller lig med 185 mm.


Go back to the regular design...