Indtast et søgeord
Tilbage til forsiden
Sitemap: Sitemap
Printervenlig side Printervenlig side
Forside / Udførelse / Overfladebehandling / Kalkning / Indfarvet kalk

Indfarvet kalk

Kalkning med indfarvet kalk
Der kan tilsættes farvepigmenter til hvidtekalk/kalkmælk, så der opnås mange forskellige farver. Kravene, der gælder for behandling med indfarvet kalk, er de samme, som gælder for hvidtekalk.
Pigment til indfarvning skal være uorganisk, lysægte og uopløseligt i vand og må ikke reagere kemisk med kalken. Det vil sige, at der kun kan anvendes pigmenter, der er udvundet af jordmineraler, som i forvejen er nedbrudt i naturen og derfor blevet kemisk inaktive. Erfaringsmæssigt kan hvidtekalk indeholde 5-8% pigment af tørstofindholdet, uden at der sker afsmitning.

Det anbefales så vidt muligt at anvende fabriksfremstillede kalkfarver, da det kan være vanskeligt at opnå samme blandingsforhold fra blanding til blanding på byggepladsen. Selv mindre variationer i pigmentindhold afspejles i farveforskelle på den færdige overflade.
Hvis man ønsker selv at fremstille indfarvet kalk, kan følgende metode anvendes:
Farvepigmentet udblødes i kalkvand i mindst et døgn før brug, tilsættes hvidtekalken i den ønskede dosering og påføres overfladen, som anført under kalkning.
Før den indfarvede hvidtekalk blandes i større mængder, skal der altid udføres prøveblandinger og prøvestrygninger. Når de er tørre, kan det afgøres om farven passer. Af den endelige farve, skal der altid blandes så rigeligt, at blandingen rækker til en hel side af huset.
Bruges færdigblandet farve, skal producentens anvisning følges.

Vurdering af kalkindhold
Arbejdes der efter indfarvningsrecept, kan det være praktisk at have et præcist mål for indholdet af kalk (tørstof), da det har betydning for både kalkens kulør og evne til at binde.
Brug et højt og forholdsvis smalt 1 liter måleglas med inddelinger og gå frem på følgende måde:

  • rør grundigt i kalkmælken
  • hæld 1 liter af blandingen i glasset. Lad det stå urørt i 24 timer
  • mål bundfaldets højde i glasset

Er den totale væskehøjde 1000 ml, og bundfaldets højde150 ml, er tørstofindholdet: 150 x 100: 1000 = 15%. Ønsker man at ændre kalkprocenten, kan følgende tabel bruges.

Forøgelse af kalkindhold:
tilsæt pr. 100 liter farveblanding
– 1% 1,5 kg kulekalk
– 2% 3,0 kg kulekalk
– 3% 4,5 kg kulekalk
– 4% 6,0 kg kulekalk

Sænkning af kalkindhold:
tilsæt pr. 100 liter farveblanding
– 1% 6,7 liter vand
– 2% 13,4 liter vand
– 3% 20,1 liter vand
– 4% 26,8 liter vand

Udarbejdet af Teknologisk Institut, Murværk for Danske Tegl
Kontakt webmaster | Ansvar