Title: Minutsugning
Subtitle:
Author:

Minutsugning

Et teglprodukts sugeevne karakteriseres ved minutsugningen, dvs. den sugning, som - under bestemte betingelser - sker fra en tør sten i løbet af et minut. Minutsugningen angives i kg/m2.

 

Kapillarer
Bringes et teglprodukt i kontakt med en vandoverflade, vil der på grund af de kapillære kræfter suges vand op i teglet. Jo finere kapillarerne er, desto større er sugekraften, hvilket betyder, at de fineste kapillarer vil kunne suge vand fra de groveste, der først fyldes med vand.

I følgende tabel er indført nogle sammenhørende værdier af kapillarradier, stighøjder og stighastigheder for vand ved 20°C.

Kapillarradius µm 10 1 0,1 0,01
Stighøjde m 1,40 14,9 149 1490
Stighastighed mm/sek. 17,2 1,72 0,172 0,017


Selv om vandopsugningen i et teglprodukt er en meget mere indviklet proces end opsugningen i retlinede kapillarrør med konstant radius, giver værdierne dog en orientering om teoretisk mulige stighøjder og om stighastigheder i teglprodukter, hvor størstedelen af porerne kan regnes at ligge i intervallet 1 µm > r > 0,1 µm.

Det er vanskeligt at udføre målinger af stighøjder i tegl. Stighastigheden eller sugehastigheden kan derimod bedre måles, og den kan have stor betydning ved muring med teglsten.

 

Sugehastighed
Hvis sugehastigheden er lille, vil stenen have tendens til at "svømme" i mørtlen, og hvis sugehastigheden er stor, vil stenen kunne nå at suge så meget vand fra mørtlen, at der er fare for, at mørtlen ikke alene mister det vand, der er nødvendigt til hærdningsprocessen, men også at mørtlen mister sin plasticitet (den bliver "død"), inden mureren har nået at trykke stenen på plads i murværket.

Forsøg (dog kun forsøg med anvendelse af tørmørtel) har vist, at minutsugningen er afgørende for vedhæftningen imellem mørtel og sten. Ved stærkt sugende mursten (mursten med en minutsugning større end ca. 2,5 kg/m2) kan vedhæftning imellem mursten og mørtel fordobles, hvis stenene forvandes inden henmuring.

(Info. Tegl 10, Tegls egenskaber)


Go back to the regular design...