Indtast et søgeord
Tilbage til forsiden
Sitemap: Sitemap
Printervenlig side Printervenlig side
Forside / Udførelse / Renovering / Ydeevne

Ydeevne

Ydeevnen for et materiale, en bygningsdel eller en bygningskonstruktion kan defineres som dettes/dennes evne til at modstå de påvirkninger, som det/den udsættes for.

Disse påvirkninger kan systematiseres under:

  • Eksponering
  • Mekanisk påvirkning (slitage)
  • Lastpåvirkning

Eksponering
For murværkskonstruktioner, der opføres af nye materialer, kræves det i DS/EN 1996-1-1:2006, at de henregnes under en eksponeringsklasse MX1 til MX5. Se nærmere beskrivelse af eksponeringsklasserne her.

Ved renoveringsarbejder skal de eksisterende materialer og bygningsdele bibeholdes i videst mulig udstrækning, hvorimod de eksisterende bygningskonstruktioner skal ændres, således at de kan overholde de krav, der skal stilles til den renoverede bygning.

For murværkskonstruktionerne indebærer dette, at der især stilles krav til en ændring af de eksisterende vægkonstruktioner, således at disse ofte skal henregnes til en anden eksponeringsklasse end den, de var opført under.

For ydervægskonstruktioner er det især de ændrede krav til varmeisolering, der ofte resulterer i et krav om efterisolering, der derved bevirker, at disse konstruktioner skal henregnes under en anden eksponeringsklasse end den oprindelige.

Omfattende bygningsrenoveringer medfører endvidere ofte, at eksisterende indervægge får en helt anden "placering" i bygningen, der ligeledes kan resultere i en ændring af eksponeringsklassen.

Mekanisk påvirkning (slitage)
Krav til materialer og bygningsdele som følge af mekaniske påvirkninger stilles af bygherren som et anvendelseskrav til det pågældende rum, hvori disse materialer og bygningsdele indgår.

Lastpåvirkning
Som følge af ændrede belastninger på murværkskonstruktioner i forbindelse med renovering af eksisterende murværksbygninger, vil det ofte være nødvendigt at kende murværkets basisstyrker for ved beregning at kunne fastlægge dette murværks nøjagtige bæreevne.

Teknologisk Institut, Byggeri, kan i forbindelse med en besigtigelse udtage prøver af det eksisterende murværk til styrkeforsøg i laboratoriet. Afhængig af den enkelte opgave kan det foreslås, at de rådgivende ingeniører i samråd med Instituttet aftaler den prøvningsmetode, der bør anvendes i det aktuelle tilfælde.

Normalt anvendes én eller flere af efterfølgende 3 prøvningsmetoder - hvor den første angiver eksisterende murværks basisstyrke direkte, og de to sidste ved en kombination giver en vurdering af murværkets basisstyrke:

  • ud fra mindre stykker udsavet fra det eksisterende murværk, udføres der en prøvning på laboratoriet, der direkte fastlægger murværkets basisstyrker.
    Hver af de udsavede murværksstykker (idet det forudsættes, at det omhandlede murværk består af teglstensmurværk) skal mindst være 5 normalskifter høje, 2 normalmursten lange og 1/2 sten tykke.
  • ud fra udhuggede/udsavede mursten fra det eksisterende murværk udføres en prøvning på laboratoriet, der fastlægger murstenenes trykstyrke.
    Prøvningen bør/skal foretages for mindst 10 mursten, og skal sammenholdes med
  • udhuggede mørtelprøver fra det eksisterende murværks opmuringsmørtel udføres en analyse på laboratoriet, der fastlægger mørtlens blandingsforhold.
    Hver mørtelprøve skal indeholde mindst 1 liter.
Udarbejdet af Teknologisk Institut, Murværk for Danske Tegl
Kontakt webmaster | Ansvar