Indtast et søgeord
Tilbage til forsiden
Sitemap: Sitemap
Printervenlig side Printervenlig side
Forside / Udførelse / Teglgulve / Udendørs

Udendørs

Forarbejder
Før man påbegynder lægning af teglstenene, er der visse forarbejder, der må gøres for at sikre et godt resultat.

Afsætning
Afsætning af linier og højdemål må være nøjagtig. Højdepælene må placeres sådan, at de ikke er i vejen for de forskellige arbejdsmanøvrer. Højdepælene slås i jorden, så overkant angiver belægningens færdige højde eller afretningslagets overside. Belægningen skal lægges med fald, således at vandet bortledes fra overfladen.

Udgravning
Udgravning skal i dybde afpasses til bundlag, læggesand og belægning. Bund og sider skal bære og støtte bundlaget og bortlede vandet. Bunden af udgravningen skal være jævn og skal komprimeres med tromle eller støder og af hensyn til vandafledning have fald ud til siderne. Dræning og bortledning af vandet er især vigtigt de steder, hvor udgravningen danner et bassin, og hvor jorden er lerholdig.

Bundlag
Belægningen skal hvile på et solidt bundlag, der skal være så elastisk, at det kan give efter for tryk uden at bryde sammen. Bundlaget kan være stabilt grus eller bundsikringsgrus, der komprimeres eller vibreres med vibrator. Bundlaget er altså både fundament og drænlag.

Sandlaget kan nu lægges oven på bundlaget og lægning af stenene påbegyndes.

Lægning
Ved gange og mindre arealer kan den enkelte sten lægges færdig hver for sig med højde, retning og pakning med sand. Dog gælder, at der ved mindre arealer såvel som ved større arealer med fordel kan anvendes afretningsskinner og afretterbræt. Skinnerne lægges ud i hver side i højde med stenenes underside; man må regne med en vis overhøjde for sætning. Afrettebrættet trækkes på kant, og man opnår en helt plan sandflade, hvorpå stenene lægges. Normalt lægges stenene med knasfuger, dvs. de støder tæt sammen.

Fugematerialet bør være strandsand, som fejes ned mellem stenene, herefter kan belægningen komprimeres ved brug af en vibrator med gummisko.

Mønstre og kant
Teglstenene kan lægges i et utal af mønstre. I almindelighed må det siges, at jo enklere et mønster er, jo smukkere er det. Stenene er i deres farve og struktur så varierede, at man alene herved opnår det spil og den stoflighed, der kan være ønskelig i belægningen.

Belægningen kan afsluttes med uregelmæssig kant, svarende til det forbandt, der er anvendt, hvilket ofte er det smukkeste i forbindelse med græs og planter. Ønskes en præcis afslutning, kan der udføres en kantning af belægningen.

(Info. Udendørs belægninger i tegl)

Udarbejdet af Teknologisk Institut, Murværk for KALK- OG TEGLVÆRKSFORENINGEN AF 1893
Kontakt webmaster | Ansvar