Title: Mursten
Subtitle:
Author:

Mursten

Det er særlig vigtigt, at der er god vedhæftning på mursten, der skal filtses, vandskures, sækkeskures eller tyndpudses.

Middelsugende sten med en vandoptagelse på ca. 20-30 volumenprocent eller ru, blødstrøgne sten eller særligt fremstillede maskinsten med oprevet, ru overflade egner sig bedst til overfladebehandling. Mursten med glat overflade kan derfor ikke anbefales.

Der stilles ikke samme krav til udvendigt murværk, der skal pudses med tykkere pudslag end nævnt ovenfor, men det bedste resultat opnås på en jævn overflade med en ensartet og ikke for svag sugeevne.

Til murværk, der skal overfladebehandles, er det særlig vigtigt at bruge frostfaste mursten, da fugtindholdet kan blive større i murværk med overfladebehandling end i blankt murværk. Dette gælder alle typer overfladebehandling.

Mursten, der skal overfladebehandles, bør have så lavt et saltindhold som muligt og må ikke afsyres.

Klinkbrændte og andre meget svagt sugende mursten bør kun overfladebehandles med specialmørtel i overensstemmelse med leverandørens anvisninger.


Go back to the regular design...