Indtast et søgeord
Tilbage til forsiden
Sitemap: Sitemap
Printervenlig side Printervenlig side
Index / Udførelse / Opmuring / Afsyring

Afsyring

Afsyring af murværk


Ingen afsyring - mur rent
Erfaringen viser, at afsyring af murværk ofte er årsag til forskellige former for skader og især på murværk med gule mursten. Derfor bør det tilstræbes at mure så rent, at afsyring kan udelades. Lidt mørtelrester hist og her behøver ikke at virke skæmmende på en blank mur, og hvor murværket er udsat for slagregn vil mørtelresterne afvaskes med tiden.

Der er inden for de seneste år set mange eksempler på større murværksbyggerier, som ikke er blevet afsyret, og dette lykkes bedst på murværk med gullige sten, idet mørtelrester er mindst synlige på sten med denne farve.

Saltsyre må ikke anvendes indvendigt og må ikke anvendes på specielle typer mursten (moccasten, blådæmpede sten mv.); forhør altid hos teglleverandøren.

Foretages afsyring på indfarvet mørtel skal ekstra påpasselighed udvises.

Ved afsyring af murværk forekommer der ofte forskellige former for skader, eksempelvis gråligt mørtelslør på mursten efter for tidlig afsyring, nedbrydning af fugernes overflade mv.

Afsyring
Hvis det er nødvendigt at foretage afsyring anbefales dette på følgende måde:

Før afsyringen børstes murværket med en tør, stiv kost for at fjerne løse mørtelrester.

Fastsiddende mørtelrester kan fjernes med en træpind, der bruges som mejsel.

Det er vigtigt, at også vandrette flader gøres rene, f.eks. hvor der er tilbageliggende fuger, således at der ikke ved afsyringen tværes mørtelrester ud på stenfladerne.

Muren børstes med saltsyre fortyndet med vand i forholdet 1:20 og hellere større fortynding end mindre. (Koncentreret saltsyre indeholder 30% HCl. Dvs. at en 1:20 opløsning svarer til 1,5% HCl.)

Det er vigtigt, at der bruges så lidt syre som muligt, da forsøg har vist, at der bliver optaget saltsyre i murværket.

Som alternativ til saltsyren kan anvendes eddikesyre. Eddikesyre er ikke så aggressiv som saltsyre.

Videoklip af "afsyring" er vist her

Udarbejdet af Teknologisk Institut, Murværk for KALK- OG TEGLVÆRKSFORENINGEN AF 1893
Kontakt webmaster | Ansvar