Indtast et søgeord
Tilbage til forsiden
Sitemap: Sitemap
Printervenlig side Printervenlig side

Nyt renoveringskoncept til murede facader

31-03-2017

I to projekter har Teknologisk Institut med samarbejdspartnere udviklet nye koncepter til energiforbedring af murede facader med tegl i hhv. parcelhuse og etageejendomme. Nu er materiale klart til inspiration og download for interesserede.

Udviklingen af de nye renoveringskoncepter har til formål at give mulighed for at energiforbedre eksisterende bygninger, der er dårligt isolerede, uden at skjule eller pakke teglfacaderne ind. Det har været en vigtig parameter i projekterne at bevare både tegl som udtryk og de gode egenskaber ved materialet. 

Koncepterne er baseret på, at den eksisterende formur nedrives, og udmuringer/faste bindere fjernes, hvorefter der opføres en ny, slank formur i tegl. Dette giver plads til mere isolering, uden at murtykkelsen øges. Den nye isolering udføres med højeffektive isoleringsmaterialer, hvorved U-værdien reduceres kraftigt.

Det første projekt udviklede en løsning til parcelhuse, målgruppen er parcelhuse opført i 1960'erne og 1970'erne, og blev afsluttet i 2014, mens det andet projekt, som bygger videre på det første, har udviklet en løsning til etageejendomme, hvor udfordringerne rent statisk er nogle ganske andre og mere komplicerede. 

I begge projekter er der udført demonstrationsprojekter, og på mur-tag.dk's index-side under "Materiale om energiforbedringskoncept til murede facader" finder du case-beskrivelser fra demonstrationsprojekterne. Du kan ligeledes læse og downloade meget andet materiale, f.eks. konceptbeskrivelser, vejledning i forundersøgelser, projekteringsvejledninger m.m.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Murværkscentret på Teknologisk Institut, att. Thea Bech-Petersen på tbe@teknologisk.dk.






< Tilbage
Udarbejdet af Teknologisk Institut, Murværk for Danske Tegl
Kontakt webmaster | Ansvar