Indtast et søgeord
Tilbage til forsiden
Sitemap: Sitemap
Printervenlig side Printervenlig side

Ny kalkmørtel sænker varmeregningen

19-01-2016

Teknologisk Institut har udviklet en isolerende kalkmørtel, der sikrer murværk mod fugtskader, forbedrer indeklimaet og sænker energiforbruget. Mørtelen kan fremtidssikre den danske bygningsarv.

Fagfolk og husejere får nu nye muligheder for at bevare den danske bygningsarv. Teknologisk Institut, Århus, har efter intensiv forskning udviklet en kalkmørtel, der optimalt kombinerer bindeevne og isolerende egenskaber.

Kalkmørtlen er udviklet til huse med høj historisk og arkitektonisk værdi, hvor det kan være vanskeligt at efterisolere uden, at husene mister deres karakter.

En anden udfordring er kolde og fugtige ydervægge, der kan føre til højt energiforbrug og dårligt indeklima. Med den nye kalkmørtel holder bygningerne bedre på varmen – til gavn for både indeklima og miljø.

Samarbejde med historien

I forbindelse med renovering af bygninger bør nye materialer altid harmonere teknisk med de eksisterende. Ved bevaringsværdige bygninger er det også klogt, at historien og renoveringen går hånd i hånd.

Her kommer den nye kalkmørtel ind i billedet.

Mørtlen er udviklet med baggrund i instituttets viden om og erfaringer med ældre kalkmørtler med højt bindemiddelindhold, hvorfor den kombinerer de bedste egenskaber fra den traditionelle kalkmørtel med nye isolerende karaktertræk. Problemerne bliver altså løst på murværkets betingelser, hvilket møder behovet for produkter til indvendig fugt- og energirenovering af bygninger med høj kulturhistorisk værdi.

God til ældre murværk

Fugttransport og fugtfordeling i murværk afhænger af, hvilken mørtel der er blevet brugt. I murværk med kalkmørtel er fugten koncentreret i teglstenene, men indeholder mørtlen cement eller hydraulisk kalk bliver fugten koncentreret i netop mørtlen.

Derfor opstår der en speciel situation, når ældre murværk – opmuret i ren kalkmørtel – bliver pudset indvendigt med moderne produkter som kalkcementmørtel eller hydraulisk kalkmørtel. Her vil pudset ophobe fugt fra muren, så isoleringsevnen falder, hvilket kan føre til problemer med indeklimaet. Den nyudviklede kalkmørtel er derfor optimal til indvendig puds på ældre murværk.

Det bedste fra fortiden

Pudssystemet fra Teknologisk Institut består af en udkastmørtel og en isolerende pudsmørtel, der begge er baseret på den gamle læskemørtelteknologi, hvor den brændte kalk bliver læsket direkte i det våde sand under samtidig “kalkslagning”. Frem til starten af 1700-tallet var denne metode dominerende, når fagfolkene fremstillede kalkmørtler. 

En læskemørtel har normalt et indhold af kalk, høj styrke og elasticitet og en god vedhæftning til teglmaterialet. Ser vi på indholdet af den nye kalkmørtel:

  • Udkastmørtlen er en ren kalkmørtel tilført forstærkende fibre og plastificeringsmiddel af samme type som til den isolerende mørtel, og den har et tilslag af sand.
  • I den isolerende kalkpuds er brugt brændt jurakalk (CaO) fra firmaet KALK A/S. Der er anvendt polypropylenfibre af samme type som til udkastmørtel, Fibervision WL Create 1.7 dtex 6 mm. Formålet med fibrene er at holde bedre sammen på mørtlen og dermed gøre den mere robust. Der er anvendt glaskugler af typen K1 fra producenten 3M. Idéen med at bruge glaskugler er, at fordi de er lette og hule, opstår der en masse luftbobler i mørtlen, som giver den isolerende evne. Sidegevinsten er, at ud af alle testblandinger, der er udført, havde blandingerne med glaskugler de højeste styrker.

Derudover har mørtlen fået tilført Sikanol, der normalt bliver brugt i beton. Sikanol får mørtlen til at holde bedre på vandet, hvorfor den ikke tørrer hurtigt ud. Det betyder, at mørtlen både holder en smidig og luftig konsistens i længere tid og reducerer den senere revnedannelse.

Sådan gør du

Det er simpelt at bruge den nye kalkmørtel på overflader, der skal pudses. 

  • Tilfør overfladerne et lag udkastmørtel.
  • Brug den isolerende kalkmørtel i en tykkelse, der passer til den givne situation. Pudstykkelsen kan variere fra 20-60 millimeter – pudsen kan derfor bruges til at udligne ujævnheder i murværket. Samtidig holder pudslaget på varmen – du giver simpelthen huset en varm jakke på. Varmeledningsevnen for pudset er 0,07 W/(m2K). Til sammenligning er varmeledningsevnen for en almindelig rød, blødstrøgen mursten syv gange højere. Herunder kan du se en graf over varmeledningsevnen af kalkpudset.
  • For at skabe en ensartet overflade er det som afslutning mulig at påføre et lag finpuds.

 

For flere kommentarer kan du kontakte:

Thea Bech-Petersen, konsulent, restaureringsarkitekt. Teknologisk Institut, Byggeri og Anlæg – Murværk. Mobil: 72 20 10 09 eller tbe@teknologisk.dk

Eske Møller, projektleder, arkitekt. Realdania – Den Levende Bygningsarv. Mobil: 30 30 53 45 eller esm@realdania.dk

Kort fakta om isolerende kalkmørtel

  • Udviklet af Teknologisk Institut.
  • Baseret på den gamle læskemørtel-teknologi, der frem til begyndelsen af 1700-tallet var den mest benyttede metode til fremstilling af kalkmørtel i Danmark.
  • I den færdige blanding indgår brændt kalk, glaskugler, vand, polypropylenfibre samt plastificeringsmiddel. Pudssystemet består af en udkastmørtel samt et isolerende pudslag. Herefter kan pudsen overfladebehandles med kalk eller en tynd filtsning.





< Tilbage
Udarbejdet af Teknologisk Institut, Murværk for Danske Tegl
Kontakt webmaster | Ansvar